20.06.24

Dansk Offshore: "Licenstildelinger til onshore-lagring af CO2 er et vigtigt næste skridt"

Dansk Offshore er tilfreds med dagens tildeling af efterforskningslicenser til landlagring af CO2.

”Det er et vigtigt næste skridt henimod, at vi får etableret et marked for fangst og lagring af CO2 i Danmark. Med de tildelte efterforskningslicenser til landlagring af COkommer vi tættere på det klare klimapolitiske mål, vi har sat os i Danmark om, at vi skal udnytte vores undergrunds potentiale til at gøre Danmark til europæisk knudepunkt for C02-lagring, ” siger administrerende direktør i Dansk Offshore Martin Peter Næsby. 

”Det er tilfredsstillende at se, at så stærke og ambitiøse aktører har budt ind i licensudbuddet i en grundig og velfungerende proces. Interessen afspejler, at vi er nået langt i Danmark, når det kommer til at realisere de ambitioner, der er udstukket politisk. Det er afgørende, at alle led i værdikæden og på myndighedssiden samarbejder om at løfte opgaven. Storskala og stærk infrastruktur er alfa og omega for både offshore – og onshorelagring af CO2,” siger Martin Peter Næsby.

Der er i dag tildelt tre efterforskningslicenser: Wintershall Dea og INEOS Energy skal efterforske mulighederne for lagring i Gassum-formationen i Jylland, mens Havnsø-licensen er gået til Equinor og Ørsted, og Rødby til CarbonCuts.

Anne-Mette Cheese, Country Lead for Carbon Management og Hydrogen i Danmark i Wintershall Dea siger: “Vi er begejstrede og taknemmelige for, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har betroet Wintershall Dea med operatørskabet af Greenstore onshore- lagringslicensen nær Gassum i Jylland sammen med vores partnere INEOS Energy og Nordsøfonden. Nu ser vi meget frem til at udvikle projektet i tæt dialog med lokale og nationale interessenter og til at besøge området for at fortælle mere om projektet.”

Mads Weng Gade, landechef for INEOS Energy Danmark, udtaler: ”Potentialet for sikker opbevaring i Gassum er stort, men vi skal nu gennemføre de nødvendige undersøgelser for også at demonstrere sikker og effektiv lagring i Gassum og vil naturligvis bruge de vigtige erfaringer fra Project Greensand i Nordsøen i den forbindelse. De undersøgelser vil naturligvis ske i tæt samarbejde med både nationale og lokale myndigheder.”

Hos CarbonCuts udtaler administrerende direktør Ken Wesnæs: “Det er en fantastisk stor dag for os. Vi er stolte over at få tildelt efterforskningslicensen til ‘Projekt Ruby’, som teamet har arbejdet hårdt på i lang tid. De lokale myndigheder og virksomheder på Lolland har alle taget godt imod os og vores vision om at bidrage til den grønne omstilling. Vi glæder os til at løfte opgaven og til at gennemføre det arbejdsprogram vi har fremlagt i ansøgningen efter højeste standarder hele vejen rundt.”

I Dansk Offshore har man gennem flere år arbejdet med vilkårene for lagring af COi Nordsøen og har for kort tid siden også åbnet for tilgang af medlemmer, der har licens til lagring af COpå land. 

Kommunikationsansvarlig i Dansk Offshore Nina Skyum-Nielsen kan kontaktes for yderligere kommentarer på 20 61 22 96.