Nyhed
19.05.22

Esbjerg-veteran vinder sikkerhedspris  

Det blev Jørn Nordmark Nielsen fra West Diesel Engineering A/S, som blev kåret som årets vinder af Dansk Offshores Safety Award.

Rasmus Sørensen fra West Diesel Engineering A/S tog imod prisen på vegne af Jørn Nordmark Nielsen. Fra venstre til højre findes Segment Mangager René Dalgaard Kristensen, Roxtec, Bestyrelsesformand Martin Rune Pedersen, Dansk Offshore, Head of Sales Rasmus Sørensen, West Diesel Engineering A/S og Service Manager Ronnie Bertelsen West Diesel Engineering A/S

Jørn Nordmark Nielsen, som i en række forskellige roller har været tilknyttet Esbjerg Havn i mere end 40 år, blev torsdag d. 19. maj tildelt Dansk Offshores Safety Award 2022. Dansk Offshore afholder torsdag sin årlige sikkerhedskonference Task Force Zero med over 300 deltagere i Esbjerg Musikhus og indledte dagen med at kåre vinderen af Safety Award 2022.

Jørn Nordmark Nielsen har de seneste 15 år arbejdet på Siri-platformen i Nordsøen.    

”Jørn Nordmark Nielsen tildeles prisen, fordi han har udvist forbilledlig adfærd i sit arbejde, og fordi han konsekvent gennem hele sit arbejdsliv har levet op til meget høje sikkerhedsstandarder. Jørn er desuden kendt blandt sine kolleger for sit altid gode, smittende humør og som en stærk motivator for alle. Jørn er et forbillede for alle i industrien,” siger Keith Fraser, HSE Manager hos TotalEnergies og formand for bedømmelsesudvalget.

Jørn Nørmark Nielsen vandt prisen i konkurrence med COPSAT-teamet fra Altrad, Semco Maritime og TotalEnergies og TubeLock-systemet fra World Gravity, der også var nominerede.

Task Force Zero varer hele dagen d. 19. maj, og du kan live-streame konferencen her.