18.12.25

|

|

Vi skaber værdi for Danmark og Europa

Lige siden Danmark udvandt den førsteolie og naturgas i den danske del af Nordsøen i 1972, har offshoreindustrien spillet en vigtig rolle i det danske samfund. De danske olie- og gasressourcer har været rygraden i den danske energiforsyning og understøttet vitale samfundsfunktioner. Offshoreindustrien har de senere år udviklet sig markant. Blandt andet har flere operatører udviklet projekter til CO2- lagring i Nordsøen, ligesom der også efterforskes i, hvilke områder på land og tæt på land, der er velegnede til lagring af CO2 i undergrunden. I Dansk Offshore er vi stolte af, at vi også tæller medlemmer, som har fået tildelt licenser til efterforskning af potentialet for CO2-lagring på land.

Inden for de seneste år har en række geopolitiske begivenheder sat fokus på den danske og europæiske forsyningssikkerhed. Ruslands angreb på Ukraine, øget uro i Mellemøsten og finanspolitisk uro i både Europa og USA betyder, at det er blevet meget vigtigt for såvel politikere som forbrugere, at vi kan sikre en stabil energiforsyning og opretholde livsvigtige samfundsfunktioner.

Den danske produktion af olie og gas spiller her en vigtig rolle, og det er en styrkeposition for Danmark og Europa, at vi kan hente ressourcerne i det, vi populært kalder vores egen baghave.

Tal fra DTU’s rapport ”Dansk gas fra Nordsøen i et klimaperspektiv” fra 2025 viser, at klimaaftrykket fra dansk rørført gas i Nordsøen er betydeligt lavere end aftrykket fra kul og importeret LNG (flydende gas).

Olie,- gas,- og CCS-industrien er stærk, viser en beskæftigelsesanalyse lavet af HBS Economics i 2025. Industrien beskæftiger ca. 6.900 fuldtidsansatte og med afledte erhverv tæller den 19.600 årsværk, eller hvad der svarer til 1,2 procent af den samlede private beskæftigelse.

Tallene understøtter en lang fortælling om branchens bidrag til den danske velfærd. Historisk set er det fra 1972 til 2023 blevet til 722 milliarder kroner, og fremskrivninger viser, at der fortsat er et indtjeningspotentiale på 55 milliarder frem mod 2050. Den værdi, den samlede olie,- gas,- og CCS-industri skaber, kan således opgøres i såvel øget energiuafhængighed og forsyningssikkerhed som udvikling af klimaløsninger og kroner og øre til det danske velfærdssamfund.

Genveje