Per Medom Olesen fra Crossbridge Energy gik hjem med Safety Award 2025

På Dansk Offshores årlige sikkerhedskonference i Musikhuset Esbjerg blev det afgjort ved en live-afstemning, at brandtekniker Per Medom Olesen fra Crossbridge Energy havde fortjent Safety Award 2025.

Da Per Medom Olesen blev nomineret til sikkerhedsprisen, hed det i indstillingen, at han er ”en legende i industrien med en tårnhøj sikkerhedsstandard og et sublimt overblik.” Publikum ved Safety Conference 2025 støttede indstillingen og gav ”Brandmand Per” flest stemmer ved afstemningen om prisen.

”Per er et fyrtårn og en kulturbærer på sikkerhedsområdet hos os, og har været det igennem tre årtier. Vi ved godt, hvad Per står for her på raffinaderiet i Fredericia. Så jeg glæder mig personligt på Pers vegne, at hans store arbejde også anerkendes bredt i branchen. Det er mere end velfortjent,” siger HSSEQ Manager i Crossbridge Energy Michael Sandbæk, der havde indstillet Per Medom Olesen til Safety Award 2025.   

Dansk Offshores administrerende direktør Martin Næsby er glad for at uddele prisen igen i år. ”Ikke mindst i en tid, hvor vores branche er under forandring, og der stilles stadig større krav til medarbejderne i komplekse arbejdsmiljøer, er det vigtigt, at vi hædrer en person, der har ydet en ekstraordinær indsats inden for sikkerhed. Det er en naturlig afslutning på vores årlige sikkerhedskonference, at vi hylder en person, hvis adfærd er et eksempel til efterlevelse,” siger Martin Næsby.

RelyOn Danmark er igen i år partner for Safety Award. ”Vi er både glade og stolte over at være sponsor for Safety Award, fordi vi synes, at vi ikke alene støtter den enkelte prismodtager, men en hel sikkerhedskultur. Det er vigtigt for os i RelyOn, at den enkelte medarbejder udlever en stærk sikkerhedskultur hver dag og påtager sig ansvaret for både sin egen og andres sikkerhed,” siger Commercial Manager i RelyOn Danmark Lise-Lotte Lassen. 

Dansk Offshore, som er brancheorganisation for olie, gas og CO2-lagring både offshore og på land, uddeler hvert år sikkerhedsprisen, der tildeles en person, et team eller en organisation, der har ydet en ekstraordinær indsats for at højne sikkerheden for sine ansatte eller sine kolleger.

De øvrige nominerede til Safety Award 2025 var Søren Assenholf Muff og Kathryn Mansfield, begge fra INEOS Energy.

På billedet fra venstre mod højre: Søren Pedersen fra Dansk Offshore, Lise-Lotte Lassen fra RelyOn Danmark, Per Medom Olesen, Sebastian Ehnhuus Brøgger-Jensen fra Dansk Offshore og administrerende direktør i Dansk Offshore Martin Næsby.